Børn og unge

Børnevalget 2026

Tid
Hele dagen
Sted
Birkerød, Holte og Nærum Bibliotek
Et stjernespækket felt af kandidater kæmper om de små vælgeres gunst i Børnevalget, hvor børn kan opleve demokrati på en sjov og meningsfuld måde.

Det er ikke kun voksne, der skal stemme til valg. Nu har børn i alderen 4-12 år mulighed for at sætte kryds på en stemmeseddel, når Børnevalget 2026 begynder på Rudersdal Bibliotekerne, og en masse andre biblioteker landet over.

Børnene kan stemme på deres yndlingsfigurer fra d. 10. frem til d. 24. marts kl 18.00 på Birkerød, Holte og Nærum Bibliotek.

Børnevalget giver børn en sjov og meningsfuld oplevelse af demokrati og valg – og fungerer samtidig som et skridt på vejen mod børns demokratiske dannelse.

 

Mød kandidaterne

Der er tale om et exceptionelt stærkt hold af kandidater, der kæmper om de unge vælgers gunst. Blandt dem finder man Sally og hendes pinlige far, kendt fra Thomas Brunstrøms og Thorbjørn Christoffersens populære billedbøger. Den biografaktuelle flodhest Mumbo Jumbo får på stemmesedlen selskab af Børste fra DR’s Minisjang og teenagepigen Mira, skabt af den danske børnebogsforfatter Sabine Lemire.

  • Sally siger: Nej til pinlige forældre
  • Lille Tut siger: Ja til at tage på eventyr
  • Sallys far siger: Ja til bandeord
  • Iqbal Farooq siger: Ja til opfindsomhed
  • Vildheks siger: Ja til at passe på naturen
  • Nomerne siger: Ja til at passe på hinanden
  • Mumbo Jumbo siger: Ja til alle størrelser
  • Mira siger: Ja til sammenstrikkede familier
  • Børste siger: Ja til gode venner
  • Fluen Ole siger: Ja til kokasser og hønseprut

Om børnevalget

Børnevalget er arrangeret af Danmarks Biblioteksforening og Ballerup Bibliotekerne i samarbejde med folkebiblioteker over hele landet. Idéen til Børnevalget opstod på Ballerup Bibliotek, hvor det første valg blev afholdt i 2015. Siden har konceptet spredt sig til biblioteker over hele landet, og ved sidste valg deltog over 23.000 børn – her vandt kandidaten Møgmis med sloganet: ”Ja til retfærdighed.”

Børnevalget er mere end bare sjov og ballade. Det er en legende og lærerig introduktion til demokratiets grundprincipper, hvor børn får en smagsprøve på, hvordan det føles at tage stilling og afgive sin stemme. Et vigtigt skridt på vejen til demokratisk dannelse.